4D CAD
Fra WikiByg
Denne artikel omhandler 4D CAD, der er en populær betegnelse for objektorienterede 3D modeller med supplerende attributter indeholdende information om tid.
Definition af den 4. dimension
Hvor x-, y- og z-aksen altid udgør de første tre dimensioner er det ikke helt så entydigt, hvad der forstås med den 4. dimension, som er "tiden".
Tid kan forstås, som de objekter der modelleres i de første tre dimensioner og flyttes eller ændres mens tiden går. Dette kan f.eks. vises som en film (3D-animation). Denne fortolkning har bl.a. givet navn til 3D-animationsprogrammet Cinema 4D.
Tiden kan også ses som hvordan projektet ændrer sig gennem årene (patinering/slid), hvad der skal fornys hvornår (Facility Mangement), hvordan landskabet vokser op eller hvordan nedrivningen skal foregå (bæredygtighed).
De fleste bruger betegnelsen 4D om, hvordan man strukturerer opførelsen af byggeriet. Hvilke dele der skal laves hvornår, hvor lang tid det tager, hvornår skal hvad leveres, hvilke maskiner og bemanding skal være til rådighed, o.s.v. Det vil sige, at 4D defineres som en objektorienteret 3D model med tilknyttede attributter indeholdende tidsangivelser. Dette kan belyses med skemaer, beskrivelser eller med animationer af Bygnings Modellen, som opbygges på samme måde som det rigtige projekt. På denne måde kan BIM være med til at gennemføre "trimmet" (Lean) byggeri. Ovenstående definition af 4D er også angivet i f.eks. BIM Handbook. De første fire dimensioner er nødvendige for, at man kan bruge 5D CAD.

